top of page

Astrologi - meget mere end stjernetegn og retrograd

Astrologi er så meget mere end den ugentlige stjernetegns prognose i dit ugeblad !


Det er en fascinerende praksis, der har eksisteret i tusinder af år. Den handler om at forstå hvordan stjerner og planeter påvirker vores liv. Mange finder vejledning i denne gamle visdom og  søger også at forstå, hvad det er der gør, at vi hver især har de karaktertræk som vi har.

Astrologi er studiet af himmellegemernes bevægelser og positioner og hvordan de kan påvirke menneskelige anliggender og jordiske begivenheder. 


Når vi bliver født, er der en specifik konstellation af planeter og stjerner, der påvirker vores personlighed, styrker, svagheder og livsvej. Ønsker man at dykke dybere ned i astrologien, kan det være en meget inspirerende og kompleks praksis, der kan give indsigt og vejledning. 





Sådan kan astrologien bruges som et personligt udviklende redskab


Astrologi er som sagt baseret på ideen om, at bevægelser og positioner af himmellegemerne = planeter og stjerner, har indflydelse på vores liv og personlighed. 

Astrologien bruges ofte til at forudsige livsbegivenheder og tendenser baseret på planetariske transitter. Dette kan bl.a. inkludere, hvornår det er bedst at tage karrieremæssige valg, som for eksempel at skifte retning, at springe ud med en ny forretningsidé eller udvide sin virksomhed.


Astrologi kan også give indsigt i vores relation med andre. For eksempel i parforhold, i nære venskaber eller i familien. Visse kombinationer af stjernetegn kan være mere harmoniske, mens andre kan føre til konflikter. Ved at forstå sit eget og andres stjernetegn og deres karaktertræk, kan vi bedre navigere i relationen og udvikle empati over for vores egne samt andres reaktioner og følelser. Og endeligt så kan astrologien være en sjov måde at lære om andre på og forstå hvordan de forskellige energier interagerer.


Astrologi kan med fordel bruges som et redskab til refleksion, hvor man ved at forstå ens eget fødselshoroskop, kan få indsigt i gentagne mønstre i livet. Det kan være første skridt på vejen til at bryde uhensigtsmæssige vaner, og det kan samtidig være vejen til større selvaccept og personlig vækst.


Man kan også aktivt vælge at bruge astrologi til at finde de rette tidspunkter for vigtige beslutninger. Bruger man månefaserne som rettesnor, så er nymåne for eksempel en god tid til at sætte nye mål. Derimod er tidspunktet for fuldmåne rigtig godt til at afslutte projekter og slippe det, der ikke længere tjener os.


Når planeter fra tid til anden går i retrograd, kan man med fordel undgå store beslutninger i disse perioder. Her er det bedst at bruge tiden til refleksion og genovervejelse. Og så kan man med fordel dykke ned i den indflydelse den enkelte planet bringer i lige præcis sin retrograd.


".....så kan man betragte disse

som universets kærlige påmindelse"







Når planeterne ændrer løbebane kan vi mærke det 


Mange mennesker mærker emotionelle skift, det vil sige ændringer i humør eller følelser, når planeter skifter tegn. Det kan være en følelse af lettelse, angst eller af at få en positiv følelse, der giver et boost til ambitionerne.


På samme måde er der også nogle mennesker, der føler en intuitiv fornemmelse af, når en planet er i retrograd eller skifter løbebane. Dette kan komme til udtryk som en “indre stemme”, der fortæller dem at de skal sætte tempoet ned, tage det roligt eller være opmærksomme.


Ved bestemte planetariske aspekter kan man sagtens få kropslige reaktioner som for eksempel træthed, hovedpine eller stress. Det er oftest en indikation af, at energien er særlig intens og påvirker os. Endelig kan ændringer i planeternes position også påvirke vores drømme og det vi oplever via vores underbevidsthed. 







Retrograd!


Retrograd er ofte et fænomen, man støder på og som særligt giver anledning til opmærksomhed i spirituelle kredse.

 

Betegnelsen dækker over, at  jorden passerer en planet, der i en overgang bevæger sig langsommere. Ofte beskrives det, at planeten bevæger sig baglæns, men i virkeligheden gør den ikke det. Retrograd er et helt almindeligt fænomen og alle planeter “går i retrograd”. Dog er det ofte særligt Merkur i retrograd, der får opmærksomhed og skyld for at skabe ekstra energetisk turbulens.


Uanset hvad en planet skaber af energetiske strømninger, så kan man betragte disse som universets kærlige påmindelse om, at der er noget man skal være mere opmærksom på. Ofte kan det være værd at vende blikket mere indad under en retrograd, og se på hvad der kommer “op til overfladen” samt  modtage eventuelle særlige følelser i en positiv ånd.


I går (den 9. oktober) gik planeten Jupiter for eksempel i retrograd. Da Jupiters retrograd falder naturligt med den “tilbagetrækning” som efteråret også inviterer til, vil det for mange føles særligt naturligt at vende blikket indad her. At mærke mere efter og sætte tempoet lidt ned. 


Jupiters retrograd kan også stimulere det, at overveje, om de mål og ambitioner, vi har sat for os selv, stadig er relevante. Det kan for eksempel også være en tid til at justere vores retning og gøre klar til at tage skridt mod mere autentiske mål.


0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page