top of page

Sunde sensommer tips

  • Jeannette/Lighthause
  • 24. aug. 2025
  • 4 min læsning

Opdateret: 2. sep. 2025

Måske er du blandt de mange der for længst er retur på arbejde efter en veloverstået sommerferie? - eller måske venter du stadig på studiestart? Heldigvis kan vi stadig glæde os over de lyse aftener og det gode vejr her i sensommeren. 

Hvis du har slækket lidt på dine sunde vaner i sommerferien og har brug for lidt inspiration til hvordan du blidt og nænsomt kommer i gang med at tilføje nogle lette af slagsen i din hverdag. Så kan du læse mere her i denne blog, hvor der både er gode råd om kost og motion.



Let citron power vækning. 

Start din morgen med en lille power opvågning i form af et glas vand med en halv friskpresset citron. Drik din citronvand på fastende hjerte og hjælp dine nyrer godt i gang med at udskille nattens affaldsstoffer. Saften fra citronen er basedannende og da vi ofte har en tendens til at spise meget syreholdig mad, så hjælper din lille lette morgen power citronvand dig med at skabe bedre balance i dit syre/base indtag. Citroner indeholder c-vitamin som er en stærk antioxidant, der har en masse sundhedsfremmende egenskaber.

Men husk blot! - At den friskpressede citronjuice indeholder flere vitaminer og mineraler end den citronjuice du finder på flaske. Kort sagt er der altid mere sundhed at hente i en friskpresset citron og i mange flaskejuicer så tilsættes c vitaminen simpelthen bagefter. Mange af disse indeholder også kun ca. 20-30% citronsaft.



Hold dig sund og stærk med Japansk gang

Med den meget simple Japanske "interval walk" kan du effektivt opnå markante sundhedsfordele. Dit blodsukker vil blive mere stabilt, du vil kunne reducere det farlige fedt på de indre organer og du kan reducere din vægt på få måneder. Selvom interval gangen er en Japansk metode, så er effekten dokumenteret gennem en række danske studier. Og i virkeligheden er metoden slet ikke ny. I hvert fald ikke i Japan. 

Metoden er tilmed ganske simpel. 

Man veksler mellem at gå tre minutter i roligt tempo. Herefter går man 3 minutter i højt tempo. Gå så hurtigt du kan. Du skal have pulsen godt op og du skal ikke kunne føre en samtale. Sådan fortsætter du med at veksle mellem roligt tempo og høj intensitet/højt tempo i 30 minutter.



Godt og hurtigt i gang med bedre madvaner

Rigtigt mange danskere spiser en kost, der består af en meget stor andel af forarbejdede fødevarer. I 80’erne bestod vores kost af ca. 80% der var tilberedt fra bunden og kun 20% bestod af de forarbejdede fødevarer. I dag har vi desværre vendt helt rundt på disse tal og med den konsekvens at vores sundhed har nogle udfordringer som fedme, høje kolesteroltal, sukkersyge, kroniske sygdomme osv osv. Listen og konsekvenserne er desværre lang! Den primære årsag er, at de forarbejdede fødevarer er drænet for næring og fyldt med salt, sukker og dårligt fedt.

Det bedste du kan gøre, er selvfølgelig at have fokus på at tilberede en stor del af din mad fra bunden. Med gode økologiske råvarer.

Du bør i videst muligt omfang undgå solsikke- majs-, soja-, tidsel- og vindruekerneolier og rapsolie i din kost med mindre du indtager dem koldpressede over din salat  og ikke opvarmede eller forarbejdede i din mad. Det er måske irriterende og “besværlig læsning” det her. Men det er desværre sandheden. 

Du kan med fordel også kigge på ingredienserne, når du køber dine madvarer. De er typisk listet op så den ingrediens der er mest af i din madvare er nævnt først.





Skru ned for sukker - men ikke op for kunstige sødemidler

Som nation er vi danskere blandt dem i verden, der spiser mest sukker! Sukker findes skjult i rigtig mange af vores fødevarer og så er vi også vænnet til at spise meget slik og kage og drikke godt med sodavand.


Det er desværre et skråplan og en rigtig stor belastning for kroppen at spise meget sukker. Det stresser blodsukkerbalancen, insulin-produktionen, det påvirker stort set alle celler, organer og systemer i organismen negativt og så giver det koncentrationsbesvær. Risikoen for udvikling af sygdom øges når man indtager store mængder sukker og sukker bidrager også til tidlig aldring. Alt i alt er der desværre ikke noget som helst godt ved et stort sukkerindtag. 

Sukker tilsættes bl.a. fordi det er en billig ingrediens, men også fordi vi elsker smagen af sødt, og fødevarer der smager sødt, sælger bedre.

Et forholdsvist nyt studie har også sat fokus på flydende sukker som en stor risikofaktor. Studiet viste med stor tydelighed, at blot to glas sodavand om dagen var meget belastende for kroppen. Studiet viste også, at indtag af kunstige sødemidler og lightprodukter også så ud til at være skadeligt.

Desværre er det ikke sundere for dig at udskifte dine sukkerholdige drikke, slik, kage eller madvarer med kunstige sødemidler. De blev oprindeligt udviklet som kemikalier til at stimulere vores smag for søde sager. 

Ligesom sukkermolekyler virker disse sødestoffer direkte på dine smagssensorer i munden. De sender et nervesignal til kroppen om, at du har spist en fødevare med højt kulhydrat indhold – hvilket fortæller din krop, at den skal nedbryde den for at bruge den til energi. Kunstige sødestoffer belaster derfor bugspytkirtlen til trods for, at det ikke er energirig mad der er indtaget, men ren kemi. 


Undersøgelser har også vist, at kunstige sødestoffer stimulerer samme neuroner som appetit hormonet leptin. Det betyder, at spiser eller drikker du kunstige sødemidler, så stiger din sultfølelse, hvilket ofte fører til overspisning. Indtag af kunstige sødestoffer kan således blandt andet gøre os mere sultne og føre til, at vi spiser flere kalorier end nødvendigt.  En større undersøgelse, der blev udført over 20 år, har vist en klar sammenhæng mellem indtag af kunstige sødestoffer og udvikling af fedme. 


Regelmæssigt indtag af store mængder kunstige sødestoffer, svarende til tre eller fire dåser light sodavand om dagen, viste en næsten 70 % højere forekomst af fedme sammenlignet med dem, der indtog minimale mængder kunstige sødestoffer, svarende til max. en halv dåse light sodavand om dagen. 


En undersøgelse, offentliggjort sidste år, viste også, at dagligt indtag af kunstige sødemidler potentielt kunne øge risikoen for udvikling af type 2-diabetes.   

Der er derfor heller ikke noget positivt at sige om kunstige sødemidler. De kan således have betydelige negative sundhedsmæssige konsekvenser.

WHO – verdenssundhedsorganisationen – har på baggrund heraf foreslået, at kunstige sødestoffer ikke anvendes som et anbefalet middel til vægtkontrol.


Som sidste nye tiltag har vores regering desværre hjulpet os til endnu billigere sukkerprodukter ved at fjerne moms på disse og når man arbejder med sundhed som jeg gør, så kan man undre sig over dette initiativ!



 
 
 

Kommentarer


bottom of page